Menu

Nyt klubhus

image
02. januar 2025 kl. 16:19

Nyt klubhus til Aabybro IF er godkendt.

Det er nok for mange allerede kendt, at projektet endeligt er blevet godkendt til udførelse, og den næste fase forventes startes op, i starten af 2025. Men hvad betyder det reelt ?

AaIF's bestyrelse og byggeudvalg har sammen med Jammerbugt Kommune identificeret den videre proces, og der er udfærdiget en tids- og procesplan som synliggør de mange forskellige arbejdsprocesser, som vi står overfor, inden den forventede indvielse af klubhuset i sommeren 2026.

De første delprocesser for de kommende 6 måneder vil først og fremmest være at identificere hvor klubhuset skal ligge, hvor man er afhængig af jordbundsprøver samt hvorledes klubhuset skal indrettes. Da det oprindelige projekt desværre ikke er muligt at gennemføre på én gang, så er det besluttet, at tilstræbe at lave det samlet hen over flere etaper. Det godkendte projekt fokuserer dog udelukkende på etablering af et ca. 400m2 klubhus, hvor der bl.a. vil være plads til omklædningsrum og cafeteria, samt rum til andre nødvendige funktioner. Der er dog en klar forventning om, at efter færdiggørelse af nybyggeriet, så starter næste proces mod etablering af de resterende kvadratmeter til opfyldelse af slutmålet for de fysiske rammer for AaIF.

AaIF's bestyrelse og byggeudvalg vil i den kommende tid søge inspiration til det nye klubhus, inden der sammen med rådgiver fra Jammerbugt Kommune, skal udfærdiges udbudsmateriel til den omvendte licitation.

Det nuværende klubhus vil være i drift henover byggeperioden og det vil ligeledes være nødvendigt, at bibeholde dele af det i drift selv efter det nye klubhus står færdigt. AaIF er en klub i stærk udvikling og der er behov for kvadratmeter til at imødekomme alle klubbens aktiviteter og medlemmer.
Luk