Der var 23 færre ryttere til start i forhold til sidste års rekord, men hver rytter kørte flere kilometer. Den yngste rytter til start var 5 år og den ældste 65 år.
AaIF/SparNord Tour blev kørt som et byløb i Aabybro, og mange tilskuere havde taget plads langs ruten og heppede på deres favorit. Der var en fantastisk stemning igennem Vestergade, hvilket rytterne er meget glade for.
Kim Foget, Michael Bjerregaard og Kjeld Pedersen kørte imponerede 14 omgange af tre kilometer, én omgang mere end sidste år.
14-årige Frederik Majgaard Hjort Jensen kørte over 30 kilometer og modtog en gavecheck på 500 kroner for sin flotte indsats.
Der var også en gavecheck til 10-årige Sebastian Bloksgaard. Sebastian var igen i år den ungdomsrytter, der indtjente det højeste sponsorbeløb: 9.992 kroner.
Der deltog i alt seks ungdomsfodboldhold i løbet. Her vandt U11-pigerne 5000 kroner efter lodtrækning blandt de deltagende hold. Der var også seniorryttere fra Birkelse Ladies og Cykel Motion Biersted.
Blandt de voksne skaffede Søren Winther det højeste beløb: 4240 kroner, skarpt forfulgt af Kurt Pedersen med 4232 kroner.
Sponsorerne er ikke kun tilknyttet Aabybro og omegn. Der er også støtte fra Dubai, København, Frederikshavn, Gråsten og Herning. Efter løbet var mere end 250 mennesker samlet på Aabybro Stadion, hvor der blev hygget med grillmad, mens alle ventede på resultaterne og præmieoverrækkelse. Præmierne blev overrakt af Spar Nord Aabybros direktør John Refsgaard, som i dagens anledning blev sendt ned fra himlen med faldskærm i et tandemspring.
Det fantastiske vejr bidrog til, at der blev hygget på pladsen i flere timer. De unge fandt hurtigt nogle fodbolde frem, og den sponsorerede hoppepude blev også brugt flittigt.
Det blev til mere end 138.000 kroner til AaIF's fodboldafdeling. Hertil kommer en god omsætning i cafeteriet på grund af mange tilskuere til cykelløbet.
Der var fokus på trafiksikkerheden, hvor en servicevogn hele tiden kørte rundt på ruterne for at holde øje med afviklingen. Politihjemmeværnet hjalp lokale kontrollanter med at regulere trafikken.
- Der skal lyde en stor tak fra tour-udvalget til de mange, der støtter løbet økonomisk, og som giver en hjælpende hånd med de praktiske opgaver omkring løbet, siger Michael Henriksen.
